Simone fandt modet til at prøve nyt
Med en IPS-konsulent ved sin side har Simone gennem de sidste par år fået styrket troen på egne evner. Forløbet har gjort hende mere jobparat og givet hende værktøjer til at tage springet mod arbejdsmarkedet.
Da Simone i 2023 startede i et IPS-forløb i Hillerød Kommune, var hun præget af usikkerhed, mulige diagnoser og lidt for mange nederlag ift. arbejdsmarkedet. Hun havde brug for afklaring og støtte til at finde vejen frem. IPS-konsulenten Martina blev en vigtig sparringspartner, som hjalp med at skabe tryghed og overskuelighed.
“Det har virkelig givet mig troen på, at jeg kan klare det – og modet til at prøve noget nyt,” fortæller Simone og uddyber: ”Rigtig mange så mine diagnoser, før de så mig, og det gav en hel del udfordringer.”
Små skridt har givet store resultater
Forløbet har givet Simone konkrete værktøjer til at håndtere usikkerhed og prioritere det, der er vigtigt. Hun har lært at acceptere sig selv og finde en balance, der giver overskud til at tage næste skridt.
I forløbet har Martina arbejdet tæt sammen med Simone om at sætte realistiske mål og skabe succesoplevelser undervejs. Det har styrket Simones selvtillid og gjort hende klar til at kaste sig ud i nye opgaver.
”Det tager tid, og det er en proces at blive klogere på sig selv. Men det er fantastisk at se, når selvtilliden kommer og når folk som Simone pludselig tør nogle ting selv, som de ikke var klar til tidligere”, siger Martina og fortsætter:
”Det giver så meget mening, og det gør så meget, at jeg kan følge med i Simones rejse”.
Hvad er IPS?
IPS står for Individuelt Planlagt job med Støtte og er en evidensbaseret metode, der hjælper borgere med psykiske udfordringer ind på arbejdsmarkedet.
I stedet for lange forberedelsesforløb arbejder IPS med at bringe borgeren tættere på job fra dag ét – med fokus på personlige ressourcer og motivation.
Metoden bygger på troen på, at alle har potentiale til at komme i job, når støtten tilpasses den enkeltes behov.
”For mig har det handlet om at få nogle succesoplevelser”, forklarer Simone blandt andet om forløbet.
Sammen med Martina har Simone fået lov til at prøve en mase forskellige jobmuligheder, og hvor hun før fokuserede på det negative, hvis et job ”ikke passede”, så ser hun nu på det som en læring og noget, der har gjort hende klogere på, hvem hun er og hvad vej hun skal.
En fremtid med håb og muligheder
Simone ser nu fremad med håb og konkrete planer for fremtiden.
Hun har fået modet til at prøve nye ting og styrken til at stå ved sig selv. IPS-forløbet har ikke kun gjort hende mere jobparat – det har givet hende troen på, at hun kan lykkes.
Faktaboks: Simones bedste råd til andre
- Vær åben om dine udfordringer – det gør det lettere at få den rigtige støtte.
- Tag små skridt – succesoplevelser giver mod til mere.
- Husk, at IPS handler om dig og dine mål – brug konsulenten som sparringspartner.