Spring menu over

Hillerød fortsætter sin positive erhvervsudvikling med en stærk vækst i antallet af gazellevirksomheder. I 2025 kan Hillerød Kommune præsentere 26 gazellevirksomheder – en stigning på fem i forhold til året før. Af dem har 22 adresse i Hillerød by. Det placerer byen blandt Nordsjællands absolut stærkeste erhvervsområder.

Borgmester glæder sig over det rekordhøje antal gazellekåringer

Borgmester Kirsten Jensen glæder sig over, at så mange virksomheder har opnået at blive gazellevirksomhed i 2025:

"Det er fantastisk, at vi i Hillerød Kommune kan blive ved med at få stærke gazellevirksomheder, og at der kommer flere og flere for hvert år. Det er utrolig vigtigt for en kommune som vores, at erhvervslivet trives og udvikles, og det er gazellevirksomhederne en stor del af. Jeg kan kun glæde mig over, at vi har et erhvervsklima, der gør det muligt for iværksættere at komme godt i gang med deres virksomhed, og som gør, at de kan trives, vokse og udvikle sig", siger borgmester Kirsten Jensen.

Også C4-direktør Erik Helmer Pedersen glæder sig over udviklingen:
"Først og fremmest vil jeg gerne lykønske de 26 imponerende virksomheder med deres kåring. Gazellekåringerne er en vigtig anerkendelse af virksomheder, der skaber vækst og arbejdspladser. Årets resultater viser, at Hillerød er et stærkt sted at drive virksomhed fra – ikke kun for de hurtigst voksende gazeller, men for hele erhvervslivet i kommunen," siger han.

Han fremhæver desuden bredden i Hillerøds erhvervsstruktur:
"Det er en styrke, at væksten kommer fra mange forskellige brancher. Det skaber robusthed og gør det lettere for virksomhederne at udvikle sig i et erhvervsmiljø, hvor samarbejde og sparring står centralt."

De 26 gazeller fra Hillerød Kommune

Gazellerne spænder bredt på tværs af brancher og størrelser – og viser en kommune, hvor både de nye samt de etablerede virksomheder formår at omsætte ambitioner til reel vækst.
Blandt årets gazeller finder man virksomheder fra hele kommunen.

Skævinge: Norplan Entreprise A/S, S&M Entreprenør & Maskinudlejning ApS
Gørløse: J.G Finishes ApS, Jensen Autoservice ApS
Hillerød: Rosager ApS, Huc ApS, WMH Entreprise A/S, Funder & Schultz ApS, Royal Danish Vendors A/S, Tømrerfirmaet Tidemand ApS, Altid Vikar ApS, Au2mate Zealand A/S, Aptio Group Denmark ApS, FMT A/S, Service IT ApS, A. Jensen Fly Fishing ApS, Flower Termisk ApS, Gronell ApS, M.R. VVS & Varmeteknik ApS, Larsen Fine Food ApS, Riemann A/S, Madsbøll Haver ApS, Addit Skov ApS, JS Carline Hillerød ApS, Hotel Hillerød A/S, Inwema ApS.

Hillerød står stærkt – og fremtiden ser lys ud

Med årets resultat konsoliderer Hillerød sig som en kommune med både ambition og momentum. Den geografiske bredde blandt gazellerne – fra Skævinge og Gørløse til midtbyen i Hillerød – understreger, at væksten ikke er tilfældig, men en del af en bred, positiv udvikling i hele kommunen.

De 26 gazeller i 2025 er et tydeligt bevis på Hillerøds stærke erhvervsklima, og meget peger på, at kommunen også de kommende år vil være blandt de mest markante vækstområder i Nordsjælland.

Hillerød Kommune - logo