Spring menu over

I Hillerød Kommune er vi – ligesom alle andre offentlige instanser i Danmark – forpligtet til at overholde loven om webtilgængelighed (Lov nr. 692 af 8. juni 2018).
Derfor er det også et krav, vi stiller til vores leverandører af digitale løsninger og produkter.

Lovgivningen bygger på den internationale WCAG 2.1-standard, hvorfor vores krav til leverandører gør det samme. Loven omfatter alt webbaseret indhold. Læs mere om loven på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.

Fælles for alle typer af digitalt indhold er, at vi forventer, at WCAG 2.1-standarden bliver overholdt på A- og AA-niveau.

Krav til dokumenter

Uanset filformatet gælder der de samme krav til dokumenter.

Dokumenterne skal være opmærket korrekt med typografier, alternative tekster, etc. Derudover skal de overholde de samme krav til kontrastfarver, billedbrug, etc. som andet indhold, der er omfattet af WCAG 2.1-standarden.

Vi vurderer dokumenternes tilgængelighedsniveau ved hjælp af programmet PAC 3, der tester ud fra PDF/UA-standarden.

Visse dele af lovgivningen kræver dog en manuel test, for at sikre at det bliver overholdt. PAC 3 kan således eksempelvis kun tjekke hvorvidt billeder er opmærket med alternative tekster, men ikke vurdere hvorvidt teksterne giver semantisk mening.

Derfor vil vurderingen af hvorvidt dokumenter er webtilgængelige være baseret på automatiske og manuelle tests med udgangspunkt i WCAG 2.1- og PDF/UA-standarden.
 
Det forventes, at dokumenter overholder begge type af tests på A- og AA-niveau.

Krav til webplatforme og mobilapplikationer

Indholdsmæssigt er der stort set de samme krav til hjemmesideelementer som til dokumenter. En webplatform og en mobilapplikation er dog mere dynamisk og giver flere muligheder end et klassisk dokument, hvilket også har betydning for de krav, der stilles.

For at sikre, at leverandører af webplatforme lever op til WCAG 2.1-standarden, benytter vi QualWeb til at udføre automatiske tests. QualWeb anvendes også af Digitaliseringsstyrelsen i deres forenklet monitoreringsindsats.

Ligesom med dokumenter, så kræver test af webplatforme og mobilapplikationer også en manuel vurdering. Det er derfor også et krav, at det leverede lever op til den del af WCAG 2.1-standarden, som kræver manuel gennemgang, så webplatformen kan bestå Digitaliseringsstyrelsens dybdegående monitorering.

Video- og lydfiler

WCAG 2.1-standarden gælder også for video- og lydfiler. Alt materiale produceret til ekstern brug, skal derfor leve op til kravene. Det betyder blandt andet, at videomateriale skal være undertekstet, synstolket (alle relevante ikke-dialogbaserede handlinger) samt transskriberet, mens lydfiler (herunder podcasts) skal være transskriberet fra leverandørens side med mindre andet er aftalt.

Yderligere information

Uddybende svar omkring den danske lovgivning, kan findes på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.

Hillerød Kommune - logo