For at blive nævning eller domsmand skal du være ”uberygtet” og have valgret til Folketinget. Det betyder, at du skal være over 18 år, og at du ikke må være straffet for alvorlige lovovertrædelser. Retten undersøger alle, der udpeges som lægdommere, for at sikre sig, at de ikke står i Kriminalregistret.
Alle lægdommere bliver registreret i Det Centrale Rettighedsregister, og retten vil få besked, hvis du i løbet af perioden på de fire år bliver sigtet for en alvorlig forbrydelse.
Hvis du fylder 80 år inden for de kommende fire år, kan du ikke blive lægdommer. Det samme gælder, hvis du på grund af åndelig eller legemlig svagelighed, herunder tunghørhed eller utilstrækkeligt kendskab til det danske sprog er ude af stand til at følge med i, hvad der bliver sagt i retten.
For at sikre, at Danmarks Domstole er uafhængige, kan ministre, advokater, advokatfuldmægtige, ansatte i ministerier, centraladministration, politiet, fængselsvæsnet, Folkekirken og øvrige anerkendte trossamfund, ikke være lægdommere.